|
Mette Nør Mønsted, foredragsholder om kost og krop, sygeplejerske, ernæringsterapeut og mor til tre, har udviklet et spil, der inddrager børn fysisk, lærer dem om sundhed og samtidig gør dem vidende om, hvor unik kroppen er.
Spillet hedder BODY og består af et skolebarn i meget stor størrelse nedsvejset i skolegårdens asfalt. Spillet går ud på at følge blodet rundt i kroppen med en masse udfordringer undervejs. Der er 600 sjove og lærerige spørgsmål om kroppens anatomi og fysiologi – men der er også lægetjek og styrkeøvelser på vejen gennem spillet. Mette forestiller sig, at den store illustration kan fungere som en slags maskot, der byder børnene velkommen om morgenen. En figur, de gennem årene kommer til at kende vældig godt. Spillet er blevet støttet med den største pris af Real Kredit Danmarks konkurrence om ”De kloge kvadratmetre”.
|

|